Digital Konvergens lavede i maj og juni 2008 en afprøvning af DBK (Dansk Bygge Klassifikation). Afprøvningen skulle afdække anvendeligheden af DBK og forløb som et samarbejde mellem de forskellige parter i branchen.
Deltagerne i afprøvningen repræsenterede i alt 10 fagroller, der indgår i et byggeris forskellige faser – lige fra design til drift og vedligehold af byggeriet.
Formålet med afprøvningen var at afprøve DBKs egnethed til udveksling af information mellem de forskellige it-systemer, processer og roller i et byggeprojekt og vurdere de forretningsmæssige gevinster ved anvendelse af DBK. Afprøvningen skulle også identificere nødvendige ændringer og tilføjelser i DBK samt indhente og dele erfaringer med anvendelse af DBK.
Forudsætningerne skal på plads
Digital Konvergens har samlet resultaterne fra afprøvningen i en rapport, som blandt andet efterlyser en videreudvikling, implementering og it-understøttelse af DBK samt en konkret viden om, hvordan DBK skal anvendes i praksis.Virksomhederne i Digital Konvergens er enige om at arbejde for, at forudsætningerne bliver opfyldt af hensyn til anvendelse af DBK i Danmark og ønsker at implementere DBK i virksomhederne, hvad angår danske projekter – men kun i den takt og i det omfang, forudsætningerne bliver bragt på plads.
Det er derfor afgørende, at forudsætningerne bliver opfyldt. DBK har ikke med den nuværende færdiggørelsesgrad, de nuværende ressourcer og den nuværende brancheopbakning stor sandsynlighed for at blive en vindende standard i Danmark. En eventuel internationalisering af DBK afhænger ligeledes af, om forudsætningerne er opfyldt.
Digital Konvergens' rolle
Digital Konvergens har ikke planer om at gennemføre aktiviteter, der direkte sigter mod at opfylde forudsætningerne, men stiller gerne afprøvningsresultaterne til rådighed for branchen samt deltager i diskussionen om en effektiv opfyldelse af de fem forudsætninger.Hvis forudsætningerne ikke kommer på plads, eller hvis der ikke viser sig muligheder/planer for, at de kan bringes på plads inden for det kommende år, vil de syv virksomheder i Digital Konvergens ikke træffe en fælles beslutning om at anvende DBK, ud over hvad der kræves i offentlige byggeprojekter.
De syv virksomheder kan da forventes at implementere DBK i varierende omfang.