Digital Konvergens målrettet indsats for DBK - 06/09/2010

Digital Konvergens har siden 2004 haft fokus på arbejdet med at indføre og udbrede fælles it-standarder for hele byggebranchen, standarder for e-mails, mangellister og web-baseret projektstyring. Denne målrettede indsats har siden 2006 peget på Dansk Bygge Klassifikation, DBK, som ramme for digitalisering i branchen.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har i 2010 udbudt etablering og drift af et videncenter til fremme af byggeriets produktivitet og dermed rammen for den videre udvikling af det digitale byggeri – herunder DBK - i en tre-årig periode frem til udgangen af 2013.

Det er Digital Konvergens vurdering, at dette udbud ikke håndterer forudsætningen fra 2008 med etablering af den nødvendige langsigtede ejer- og driftsorganisation, og uden en sådan ser Digital Konvergens en stor risiko for, at implementering og drift ikke bliver en succes. Derfor har Digital Konvergens ikke planer om at indgå i de konsortier, som byder på opgaven.



Nedenstående tidslinje illustrerer Digital Konvergens arbejde med DBK siden 2006.






Høringssvar til bekendtgørelser om bygherrekrav
Allerede i 2006 gennemførte Digital Konvergens en række analyser af bygherrekravene og elementerne i Det Digitale Byggeri. Resultaterne blev samlet i en række rapporter og affødte et høringssvar til 'Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i nybyggeri' (PDF) af 9. maj 2006 .

Overordnet vurderede Digital Konvergens, at teknologien ikke var moden nok til en implementering i branchen, og at en implementering rummede en risiko for udvikling af sagsspecifikke eller proprietære løsninger, som i sidste ende ville give en negativ værdiskabelse. Høringssvaret indeholdt derfor en række anbefalinger til ønsket om digitalisering i branchen.

Et par måneder senere og på baggrund af vurderingen udsendte Digital Konvergens i 2006 endnu et høringssvar til: 'Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i byggeri samt tilhørende vejledninger og paradigmer' (PDF) af 5. september 2006.

Dette høringssvar havde fokus på DBK ud fra en betragtning om, at målet for DBK er grundlaget for at kunne ’modellere alt omkring et byggeri i alle dets faser’ og ’muliggøre, at systemer entydigt og effektivt kan kommunikere indbyrdes uden behov for menneskelig indgriben’.


5 forudsætninger for udbredelse af DBK
Med dette fokus gennemførte Digital Konvergens i maj og juni 2008 en afprøvning af DBK for at afdække anvendeligheden af DBK og involverede de forskellige parter og roller i branchen. Formålet var at afprøve DBKs egnethed til at udveksle information mellem it-systemer, processer og roller i et byggeprojekt og vurdere de forretningsmæssige gevinster ved brug af DBK. Afprøvningen skulle også identificere nødvendige ændringer og tilføjelser i DBK.

Resultatet blev sammenfattet i rapporten 'Afprøvning af Dansk Bygge Klassifikation (DBK)' (PDF) hvori Digital Konvergens peger på 5 forudsætninger for, at DBK kan blive en vindende standard og fungere som fundament for en digitalisering i branchen.


Udviklingsplan for DBK 2010-2012
Allerede i starten af 2009 gav rapporten anledning til dialog med Erhvervs- og Byggestyrelsen om udvikling af DBK.

På baggrund af denne dialog og på ønske fra Erhvervs- og Byggestyrelsen underskrev Digital Konvergens og Erhvervs- og Byggestyrelsen en kontrakt på, at Digital Konvergens i efteråret 2009 skulle gennemføre en større undersøgelse af muligheder, udfordringer og metoder for en videre udvikling af DBK.

Undersøgelsens resultater blev samlet i rapporten: Udviklingsplan for Dansk Bygge Klassifikation 2010-2012, (PDF) som havde til formål at konkretisere udviklingsopgaven omkring færdigudviklingen af DBK.

Rapporten gentager bl.a. forudsætningen fra 2008 om, at DBK skal forankres i en solid ressourcestærk og kompetent ejer- og driftsorganisation.

Digital Konvergens - digitalt samarbejde i byggeriet.