BIM i praksis - 09/08/2010

Som et led i Digital Konvergens arbejde for at sikre rammerne for digitalisering og udbredelse af standarder i branchen retter Digital Konvergens nu sit fokus på mulighederne for at sikre en bred implementering af BIM. En fælles tilgang vil muliggøre en værdiskabelse gennem hele byggeprocessen på tværs af parter.

Vi ser et behov for en operationel og praktisk anvendelig tilgang til BIM og her ser vi, at Information Delivery Manual (IDM) kan være redskabet til at få implementeret BIM i processerne og it-systemerne, så det giver værdi for parterne.

Konceptet IDM er udviklet af BuildingSmart og indeholder en struktureret metode for detaljeret at beskrive udvekslingsbehov mellem parter gennem anvendelse af en BIM model.




Vi vil derfor i første omgang udvælge, tilpasse og afprøve eksisterende IDM’er i praksis på egne projekter med fokus på de mest værdiskabende processer. På baggrund af vores erfaringer, vil vi implementere og formidle resultaterne i form af en drejebog. Derudover vil vi identificere de procesområder, der mangler IDM’er, som kan bruges i praksis.

På længere sigt vil en klassifikation (fx DBK) være en del af en IDM. Vi ser derfor en mulighed for at koble vores arbejde med resultaterne af Videnscentrets arbejde med videreudvikling af DBK – og få det til at skabe endnu større værdi for hele branchen.

Vi er opmærksomme på, at Norge og USA allerede er længere fremme på området, og at Slots- og Ejendomsstyrelsen har arbejdet med udarbejdelse af en IDM. Derfor vil vi tage udgangspunkt i det eksisterende arbejde samtidig med, at vi samarbejder med BuildingSmart.

Vores håb er, at resultaterne vil kunne finde bred anvendelse i branchen og fremme samarbejdet både nationalt og internationalt.

Digital Konvergens - digitalt samarbejde i byggeriet.