Digital Konvergens er gået i strategisk samarbejde med Entreprenørskolen under Dansk Byggeri om at udvikle en række elektroniske kurser og lektioner indenfor det digitale byggeri. Udbuddet af internetkurser skal ses som en implementeringsstøtte til hele branchen.
Der er udviklet elektroniske kurser for anvendelsen af projekt-e-mails og digitale mangellister. E-learningen tager afsæt i tanken bag indførelsen af de digitale systemer med fokus på de praktiske værktøjer, der er tilgængelige i branchen. Kurserne er tilgængelige for alle via Entreprenørskolens portal:
digbyg.nlcitai.dk
Kurserne sigter mod at hjælpe dem, der vil arbejde med teknologierne og standarderne i praksis. Ambitionen er, at der med tiden opbygges et omfattende kursusudbud, der dækker emnerne under det digitale byggeri bredt og går i dybden med anvendelsen på byggepladsen. Kurserne kombinerer gennemgang af metoder med demonstrationer, quizzer og vejledninger.
Om anvendelsen af e-learning
Selvom kurserne vil kunne støtte mange af brugerne, kan de dog ikke stå alene. De fleste brugere skal igangsættes og have en god introduktion til Det Digitale Byggeri og til brugen af e-learning som en måde at tilegne sig færdigheder.
Da behovet for viden og færdigheder afhænger af hvem man er, arbejdes der med forskellige roller i kurserne. På den måde opdeles lektionerne, så de er tilpasset fx projekt- og byggeledere, den it-ansvarlige på pladsen og de tekniske it-administratorer.
Kurserne bliver tilgængelige via Entreprenørskolens portal ”Det elektroniske klasselokale”. Du kan læse mere om Entreprenørskolens e-learning på skolens hjemmeside: Entreprenørskolen
Anvendelsen og udviklingen af e-learning som implementeringsværktøj bliver endvidere evalueret under projektet ”Bedst i Byggeriet” under ”Det Digitale Byggeri”. Det betyder, at pilotprojektet med kurser i e-mail og mangellister vil blive gransket for at afdække hvor egnet og værdiskabende en metode e-learning er til implementering. Resultatet af denne granskning vil blive anvendt i den videre udvikling af det elektroniske kursuskatalog.